Tilbage

79. Opstandelsens Liv
af Rick Joyner

Har du nogensinde overvejet, at en af grundene til, at mange har svært ved at tro på opstandelsen, er fordi de ser på svagheden i Herrens egen legeme, kirken, hvor mindre end 10 procent af dens lemmer fungerer? Kirken er naturligvis angivet som den hyppigste grund til, at folk ikke tror på evangeliet, og det er forståeligt. Før enden kommer, vil kirken dog blive den herlige brud, hun er kaldet til at være, med et legeme, der fungerer med en skønhed, nåde og kraft, der får verden til at undre sig. Hvorfor ikke nu? Lad os i dag fortsætte vores studie af Ef. 4.

Ef. 4: 15-16.
15. Men, snarere tale sandheden i kærlighed [altså i alle ting, både i vores tale og handle i sandhed, så vores liv udtrykker Han's sandhed] så vi kan vokse op i alle ting i Ham, som er Hovedet, Kristus selv (Messias, den Salvede).

16. Ham skyldes det, at hele legemet [kirken i alle dens forskellige dele så hver del fungerer korrekt] og vokser sin vækst, så det opbygges i [uselvisk] kærlighed, idet alle de enkelte led hjælper til at knytte og holde det hele sammen, efter den kraft, der er tilmålt hver enkelt del.

For at kende det næste trin, er vi nødt til at vide, hvor vi er. Det er helt åbenlyst, at kirken i dag befinder sig i en tilstand et sted mellem hentæring, svind og død. Mange kirker fortsætter kun med at eksistere, fordi de er på kunstig åndedræt, udstyr til menneskelige mekanismer og programmer. Alligevel kommer den mest revolutionerende styrke til at fremme kristendommens årsag i historien, når de udstyrende tjenester begynder at udruste folket i stedet for at prøve at gøre alt selv.

Som jeg for nylig hørte en meget begavet bibellærer siger, "De fleste kirker i dag er en gavekirke. Oftest er denne ene gave, en lærer." Han sagde ikke dette for at fremhæve sin egen tjeneste, men han sagde det med stor anger. Det er dog sandt. De færreste, der faktisk kalder sig pastoer, er pastoer. Nogle er evangelister, andre er lærere, andre kan endda være profetiske eller apostoliske, men det er sjældent at se nogen med en autentisk pastoral tjeneste, der faktisk vogter en kirke. Jeg er også et eksempel.

Der står imidlertid intetsteds, at lederen af en kirke skal være pastor. I hele Det Nye Testamente siger det ikke engang, hvad en pastor gør, eller noget andet omkring denne tjeneste. Det nævnes kun i Det Nye Testamente én gang i Ef. 4, hvor det er opført med de andre udrustnings tjenester. Så hvordan kunne denne ene tjeneste, der kun nævnes én gang i Det Nye Testamente, få en sådan totalt dominerende tjeneste i kirken? Måske er der et par andre ting, som vi bør stille spørgsmålstegn ved, mens vi er ved det.

Lejlighedsvis har lederen af en kirke en anden gave såsom evangelisering eller måske endda en profetisk gave, og det er dem, der uge efter uge øver og vokser i deres egne gaver. Imidlertid,tjenesterne i det nye testamentes som åbenbares i Ef. 4, er imidlertid et team af tjenester. Kirken opfordres til at være et legeme med mange lemmer, hvor hvert lem fungerer "korrekt" . Beviset for at de har en ægte nytestamentets tjeneste, vil derfor være et legeme af troende som er et levende, fungerende legeme.

Dette er ingen lille opgave. Vi kan ikke forvente at komme fra hvor kirken er i dag til hvor vi er kaldet til at være natten over. Jeg har haft denne vision om et fungerende legeme i næsten tredive år. Vores kirke i Charlotte er nu næsten syv år gammel, og vi har stadig mindre end 20 procent af de mennesker, der fungerer i deres kald. Det har været en meget langsom proces af flere grunde.

Den største grund til, at vi stadig er på dette sted, er muligvis den kendsgerning, at vi voksede fra nogle få mennesker til næsten to tusind meget hurtigt. Hvis vi havde været mindre, kunne vi have brugt mere tid med personer, der kunne have fremskyndet processen, men vi er kaldet til at være en stor kirke. Vi ønsker dog at bruge dette kald til at lære, hvordan store kirker kan gøre dette, fordi vi ved, at dette er for alle troende, uanset om de er i store eller små kirker. Desværre kender vi ikke mindre kirker, der faktisk klarer sig bedre, end vi er.

For det andet har det taget et stykke tid at ændre ledergruppens mentalitet fra bare at udføre tjenesten til faktisk at udruste andre. Nu har vi en kerne af tjenester, der er hengiven, selvopofrende for dette, men det tager stadig tid at stimulere og vække de troende, der er i en tilstand af svind fordi de aldrig har haft tilladelse til at gøre noget af betydning før. Men når bare en fanger visionen, vægger de altid mange flere. Når et lem på legemet begynder at fungere, frigiver det stor opmuntring til resten af legemet.

I en af vores tjenester i år startede Robin McMillan med at sige: "Vi har ti gæstetalere i aften, og ingen af dem ved, hvem de er!" Derefter forklarede han, at han ville vælge ti mennesker tilfældigt ud til at dele fem minutter hver. Alle vågnede op, fordi de vidste, at de kunne blive kaldt op. De ti, der blev valgt, var bekymrede, men så snart den første startede, kom Herren over dem. De var så salvede, at nogle overdøvet af menighedens jubel, hvoraf mange stod på deres stole af begejstring.

Vi har nu omkring fire hundrede mennesker i det profetiske tjenesteteam. Ikke alle af disse er kaldet som profeter, men alle har demonstreret profetiens gave eller tolkningens gave, og de vokser i deres gaver gennem træning. Selv den største profet ser imidlertid kun "delvist" (se 1 Kor. 13:9). Derfor skal vi sammensætte de forskellige dele for at få hele billedet. For at profeter skal fungere korrekt, er de nødt til at være rigtigt forbundet med de andre udrustnings tjenester, der er givet til kirken.

Hvis Herren helbreder dig eller giver dig et profetisk ord gennem en anden, kan det være til en stor opmuntring. Det er dog ikke så opmuntrende som når Herren bruger dig til at helbrede eller give en anden et profetisk ord. Der er få ting, som vi nogensinde kan opleve som opmuntrer, som at blive brugt af Gud, og at lære, at Han har et specielt formål med os, da Han kaldte os inden verdens grundlæggelse. Der vil være få ting som kan styrke og binde din kirke sammen, såsom når Herren begynder at bruge kirkens lemmer.

Ef. 4:15 siger, at legemet bliver opbygget af det, som "hver del fungerer korrekt." En samling er ikke en del, men hvor to dele samles. Vi kan ikke danne et led med en anden del af legemet, hvis vi ikke ved, hvilken del vi er. Armen skal forbindes med håndleddet, ikke knæet osv. De fleste kirker har mennesker, der kommer og går kontinuerligt, fordi folket ikke er ordentligt forbundet til legemet, hvilket kun kan gøres som en fungerende del.

På alle måder er det i vores bedste interesse at udruste troende til at udføre tjenstens gerning og derefter frigive dem med ægte autoritet til at gøre det, de er kaldet til at gøre. Reformationen er endnu ikke afsluttet. Kirken er stadig langt fra den form, den er kaldt til at være. Den næste store bølge af Ånden kommer til at være vægge, udruste og frigive hele Kristi legeme.

80. Fællesskabets Styrke
OP